Prisprognose 2019

 
Prisprognosen opjusteres lidt igen

Prisprognosen for smågrisenoteringerne opjusteres lidt i forhold til den seneste prognose fra januar måned. Prognosen for andet kvartal 2019 er uændret, da prisopsvinget i de seneste uger var forventet og således allerede indregnet i den seneste prognose. Udbredelsen af afrikansk svinepest i Kina fører imidlertid til, at prognosen for tredje og fjerde kvartal kan opjusteres markant. På årsbasis hæves prognosen for puljenoteringen (SPF region 2/3, ½ PRRS positiv ½ PRRS negativ) med 15 kr. og Nord-West noteringen med knap 17 kr.
 
Første kvartal 2019 var både lovende og skuffende. Det var skuffende for alle markedsinteressenter, der troede, at udbredelsen af afrikansk svinepest i Kina straks ville resultere i et prishop for svinekød. Det første kvartal 2019 var imidlertid lovende for alle markedsinteressenter, som kender de sæsonmæssige mønstre på svinemarkedet. I januar måned er slagtesvinenoteringerne f.eks. slet ikke faldet, hvad de ellers typisk gør. Februar måned med det kinesiske nytår er typisk en måned med få impulser. Det er først nogle få uger efter det kinesiske nytår, altså i begyndelsen af marts måned, at prisopturen typisk begynder. Det er netop dette mønster, som vi også har set i år.

Det afgørende spørgsmål for den yderligere prisudvikling er nu, hvordan de store tyske slagterier reagerer. Hvis slagterierne kan realisere højere priser på kødmarkederne, som vi forventer, kan både slagtesvine- og smågrisenoteringer fortsætte med at stige. Hvis priserne på kødmarkederne imidlertid ikke stiger i samme omfang som slagtesvinenoteringerne, vil de store tyske slagterier øge prispresset, indtil noteringerne giver efter. Det så vi i 2018.

For tredje og fjerde kvartal regner vi med, at den stigende kinesiske efterspørgsel vil slå fuldstændigt igennem. I 2016/2017 har den kinesiske regering omstruktureret den kinesiske svineproduktion – væk fra baggårdsproduktionen, hen til en mere professionel svineproduktion. Resultatet var, at der opstod et større importbehov i overgangsperioden. På basis af denne erfaring kan vi sige, at prisniveauet for slagtesvinenoteringen burde være ca. 1 kr. højere, hvis Kinas importbehov bare stiger i år i samme omfang som i 2016/2017.

For prognosen betyder det, at den sæsonmæssige nedtur i tredje og fjerde kvartal burde være moderat. Efter vores skøn vil både slagtesvine- og smågrisenoteringerne give efter i anden halvår af 2019, men ikke meget på grund af god efterspørgsel i Kina. Der udarbejdes ikke en prognose for smågrisenoteringerne for anden til fjerde kvartal 2020 endnu, fordi usikkerheden er for stor.

Bortset fra de sædvanlige usikkerhedsfaktorer som valutaudsving og vejret findes der for tiden yderligere faktorer, som kan påvirke prisniveauet på grisemarkedet i det kommende år. Hvis der f.eks. kommer afrikansk svinepest til Tyskland eller Danmark, vil det selvfølgeligt ødelægge samtlige prognoser. Derudover kan den prispositive effekt fra en stigende kinesisk efterspørgsel reduceres markant, hvis USA og Kina pludselig løser deres handelskonflikt. Selvom der er grund til optimisme, må man derfor ikke sætte forventningerne for højt. På den anden side indikerer de nyeste statistiske oplysninger fra Kina, at det kinesiske importbehov kan være meget større, end det, vi har indregnet i prognosen.

Næste opdatering: 4. juni 2019 

 

DEBATMØDE

Bliv klog på bæredygtighed

Et møde for ALLE svineproducenter mandag den 27. maj

Se mere her 

Tilmeld dig her

Firmamedlemmer

OK