Nyhedsarkiv » Kedelig klassiker fra Kolmos

22.09.2017

Debatindlæg af Henrik Mortensen på Altinget.dk torsdag den 21. september 2017


På Altinget den 15. september beskylder professor Hans Jørn Kolmos svineproducenterne for at bruge klassisk forhalingsteknik. For at blive i samme terminologi må jeg konstatere, at vi her er udsat for en klassisk Kolmos, hvor professoren leverer en masse skældud på dansk svineproduktion. Åbenbart er der ikke er grænser for, hvilke ulykker dansk svineproduktion forvolder. Han anerkender end ikke vores mindste landvindinger, alt imens han pudser sundhedsvæsnets glorie.

Det er trættende, at Kolmos igen og igen vil lægge os ord i munden ved at påstå, at vi ikke er indstillet på at løse problemer. Kolmos kunne bare kaste et blik i Vetstat for at konstatere, at det er lodret forkert. År efter år har dansk svineproduktion formået at reducere forbruget af antibiotika, og hvis Kolmos interesserede sig en lille smule mindre for følelser og en lille smule mere for fakta, ville han fx vide, at forbruget af antibiotika til svin er faldet igen. Senest med 8,3 procent i første halvår af 2017.

WHO anerkender danske landmænds indsats for at minimere antibiotikaforbruget og betegner den som forbilledlig. Derfor er det påfaldende, at Kolmos ikke vil anerkende, at det, i forhold til udvikling af resistens, er bedre at købe svinekød produceret under danske forhold end svinekød produceret i de fleste andre lande. Samtidig er mange af mine kollegaer klar med OUA-grise (grise Opvokset Uden brug af Antibiotika). Men desværre må vi konstatere, at er der ikke et tilstrækkeligt forbrugerønske herom. Derfor er udbuddet af grise opvokset uden antibiotika større end efterspørgslen.

Kolmos efterlyser en plan for udfasning af zink. En plan, som allerede er på vej fra EU, og som jeg frygter, vil gøre det vanskeligere at lave grise opvokset uden antibiotika. Der er risiko for, at udfasningen af zink vil betyde, at flere økologiske grise skal behandles med antibiotika, hvorefter kødet ikke længere kan sælges som økologisk. Samlet set kan konsekvensen desværre blive et højere forbrug af antibiotika. Det ændrer dog ikke ved, at zink er under udfasning, og der ledes med lys og lygte i hele Europa efter nye tiltag, der kan styrke grisenes tarmfunktion.

Men, Kolmos, du stikker politikere og befolkningen blår i øjnene, hvis du bliver ved med at forsøge at bilde dem ind, at Danmark kan flyde som en lille lysegrøn ø midt i det store hav af resistente bakterier, hvis vi blot gør det til grisefrit område. Det holder ikke en meter, og andre og endnu værre resistente bakterier vil ikke forsvinde med grisen.


Debatindlægget kan også læses
her.
Debatindlægget er en reaktion på debatindlæg af Hans Jørn Kolmos på Altinget.dk den 15. september 2017.