Nyhedsarkiv » Dyrenes Beskyttelses kampagne er uden hold i virkeligheden

25.08.2017

Læserbrev af Henrik Mortensen, bragt i Jyllands-posten fredag den 25. august 2017

”Danmarks svinetætteste land bør tage ansvar for sine grise”, skriver Britta Riis, direktør i Dyrenes Beskyttelse (DB) i Jyllands-Posten torsdag den 24. august.

Naturligvis tager vi svineproducenter ansvar for vores grise hver eneste dag.

DB har mistet jordforbindelsen med deres nye kampagne imod det, de har valgt at kalde ”burgrise”. Bure eksisterer ikke i dansk svineproduktion.

Inden Britta Riis udsatte nogle af verdens mest ansvarsfulde svineproducenter for en shitstorm, ville det klæde direktøren at feje for egen dør først.

Det er dobbeltmoralsk, at DB med sit mærke ”Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse” blåstempler produktionsformer med dokumenterede velfærdsmæssige udfordringer. Blandt andet er der mere halebid hos DB’s mærkegrise end hos konventionelle grise, og netop halebid medfører ulidelig smerte, blod, infektioner, bylder og grise der i værste fald må aflives.

Det er også dobbeltmoralsk, at DB skrev under på Dan Jørgensens handlingsplan for grise-velfærd, men at de så efterfølgende tager afstand fra den nye mærkeordning ”hjerteordningen”, som netop er en udløber af den handlingsplan. Ordningen handler blandt andet om at præmiere hele haler og mere plads i stalden, hvilket jo netop er noget af det, som DB efterspørger.

Hvorfor vender DB det blinde øje til de udfordringer, som den økologiske produktion og frilandsproduktionen har, samtidig med, at de bliver ved med at råbe dårlig dyrevelfærd efter den konventionelle produktion. Hvorfor er Dyrenes Beskyttelse ikke gået foran i kastrationsproblematikken? Det er jo ikke at gå foran i en mærkeordning at kræve lovgivning.
 

Foto:
Økologiske slagtesvin og frilands-slagtesvin går typisk på beton ligesom konventionelle grise og med adgang til et udendørs betonareal