Nyhedsarkiv » Bliv ved jorden

28.04.2017

Læserbrev af Henrik Mortensen bragt i Nordjyske fredag den 21. april 2017.

Det er underholdning i særklasse, som danske Marek Cuhra bidrager med i sit læserbrev 2. påskedag i Nordjyske. Tilsyneladende er havluften hos den forhenværende nordjyde, nu havmiljøforsker, bosat i Norge, steget ham så meget til hovedet, at han har mistet fodfæstet i de norske fjelde. Jeg kan i hvert fald konstatere, at det tilsyneladende er for sjældent, at den tidligere nordjyde besøger Danmark til, at han ved, hvad der er fup og fakta.
 
Somme tider siger man, at virkeligheden overgår fantasien. Det er dog ikke tilfældet i Marek Cuhras tilfælde. Jeg må som landmand slå mig på lårene af grin over nogle af de ”alternative sandheder”, Marek Cuhra disker op med i sit læserbrev.
 
Grinet stivner dog efterhånden af to grunde. 1) Det er rystende, at netop en person, som angiveligt tituleres forsker, strør om sig med så mange usandheder uden at undersøge fakta. 2) Mindst lige så rystende er det, når Marek Cuhra bruger disse usandheder til at beklikke et helt erhverv.
 
Noget har Marek Cuhra dog ret i. Blandt andet, at danske bønder i generationer har dyrket jorden kærligt og omtænksomt. Det er rigtigt, og det gør vi stadig. Danske landmænd er generelt bevidste om, at vi kun har jorden til låns, og der kommer generationer efter os, som også skal kunne leve af en lige så sund og frugtbar jord, som vi selv har gjort. Det gennemsyrer hele den ansvarsbevidste forvaltning af jorden, som danske landmænd er verdenskendt for.
 
Det kender Marek Cuhra åbenbart ikke noget til, ligesom der er så meget andet, han heller ikke kender noget til, men som han som alligevel udtaler sig om.
 
Det er blandt andet underholdende læsning, at Cuhra mener, vi har spredt husdyrgødning i ”knæhøjde”. Den eneste grund til, at vi spreder husdyrgødning er, at vi skal gøde vores afgrøder, og jeg ud fra, at Marek Cuhra er så meget uddannet i biologi, at han ved, at vi ville slå vores afgrøder ihjel, hvis vi spredte møg i et så tykt lag - hvilket vi naturligvis ikke er interesserede i. Vi passer på vores værdifulde gødning, og de mængder, vi må tildele afgrøderne, er nøje afstemt og regulerede. Og når vi ikke længere spreder vores gylle ud på markerne, men i stedet udlægger det meget præcist med slanger eller nedfældning (det, som du kalder at sprøjte det ned i jorden), så er det for at minimere ammoniakfordampningen og på den måde sikre flere næringsstoffer til vores afgrøder.
 
Dansk landbrug har i årevis måttet nøjes med næringsstofnormer på et så lavt niveau, at det har været overordentligt vanskeligt at sikre vores afgrøder tilstrækkeligt med næringsstoffer. Derfor er det også underholdende læsning, når Marek Cuhra mener, at det danske udspredningsareal burde være 12 gange så stort. I Tyskland og Holland betyder et overskud af næringsstoffer, at landmænd må betale andre landmænd dyrt for at aftage deres gødning. Det er vi forskånede for i Danmark på grund af en god harmoni på den enkelte ejendom, som har adgang til tilstrækkeligt med jord til at aftage de næringsstoffer, som vores husdyrproduktion genererer. Ergo må Marek Cuhra længere ud i de norske fjelde med sit 12 gange større areal.
 
Marek Cuhra udstiller sin uvidenhed yderligere, når han begynder at nævne forholdene på H. C. Andersens og Jeppe Aakjærs tid.
 
På den tid, inden industrialiseringen for alvor tog fart i både by og land, var det for ressourcekrævende at fordele sin gødning jævnt over sine marker, som vi gør i dag. Derfor var det markerne tæt på landsbyens klynge af små gårde, som fik massive mængder husdyrgødning. Der var heller ikke de befæstede arealer under datidens møddingspladser, som gårdfolk- og -fæ jokkede rundt i, og hvor næringsstofferne frit kunne sive ned i undergrunden til gårdenes egne brønde samt til søer, åer og vandløb. Ja, så dengang var der tale om rigtigt miljøsvineri og om lugt på landet, der hang i alle husets kroge, i vasketøjet (der hang på tørresnoren lige op ad gårdenes centrale møddingsplads), og som udgjorde en allestedsnærværende baggrund for livet på landet.
 
Ja, faktisk kan man undre sig over, at datidens gårdboere overlevede den ammoniak og de farlige bakterier, fx coli, som de uundgåeligt fik med op, når de trak spanden med vand op af brønden for at drikke det.
 
Marek Cuhra mener, at vi havde mere natur og en rigere natur på H. C. Andersens og Jeppe Aakjærs tid, end vi har i dag. Spørgsmålet er blot, hvad havbiologen mener med rigere natur. Landskabet på H. C. Andersens tid var præget af den voldsomme skovning i 1700-tallet, som reducerede landets skove til et historisk lavt niveau på kun 4 procent. Det tager tid for skove at vokse til, og i en tid, hvor træ stadig var stort set den eneste type brændsel for de fleste, var det formentlig ikke meget anderledes, da Jeppe Aakjær blev født i 1866. Men siden da - i takt med industrialiseringens indtog - er det kun gået fremad for de danske skove. Og over de seneste hundrede år er andelen af skov i Danmark - afhængig af regnemetode - øget til 10-15 procent, og vi er godt på vej til målsætningen på 20 procent.
 
Marek Cuhra nævner, at vi i dag får vand fra udvalgte boringer. Det har han til dels ret i. De boringer, der er blevet lukket, er typisk boringer placeret under og i nærheden af byer, hvor nedsivningen af næringsstoffer og sprøjtemidler fra villahaver, veje, jernbaneanlæg og kommunale anlæg har været for store til, at boringerne fortsat har kunnet anvendes. Det er et problem, der - måske ikke overraskende - er langt mere udtalt omkring bymæssige bebyggelser, end på landet, hvor næringsstoffer og sprøjtemidler håndteres professionelt af folk, der er uddannet til det.
 
Marek Cuhra startede sit læserbrev med at skrive om sin skoletid. Lad mig i samme ånd slutte med at citere Grundtvig: ”Vi er ikke skabte til højhed og blæst,
ved jorden at blive, det tjener os bedst!” Jeg vil foreslå Marek Cuhra, at han stopper sin filosofering fra en klippetop, men han i stedet tager på research i sit gamle, flade hjemland.